02
Tilbud
Venga Travel udarbejder kun skriftlige tilbud. Alle tilbud er afgivet på grundlag af de priser, kurser og skatter, som Venga Travel har kendskab til på datoen for afgivelsen af tilbuddet. Ændringer kan forekomme i de tilfælde, hvor Venga Travels leverandører foretager prisændringer. Det fremsendte tilbud skal godkendes skriftligt af gruppens kontaktperson (bestiller), som herved bestiller grupperejsen i sin helhed, som den fremgår af tilbuddet. Såfremt tilbuddet godkendes af andre end gruppens kontaktperson (bestiller), bliver denne person kontaktperson (bestiller) for hele gruppen.
Venga Travel opererer med to slags tilbud:
- Uforpligtende tilbud / Overslag
- Tilbud — Pris- og indholdsfast
Det uforpligtende tilbud er et overslag og således ikke pris- og indholdsfast. Et uforpligtende tilbud tjener til planlægning af rejsen og kan løbende ændres eller forlænges, såfremt bestiller ikke er klar til endelig bestilling. Et uforpligtende tilbud udløber automatisk efter 30 dage.
Når bestiller er klar til bestilling udarbejdes det pris- og indholdsfaste tilbud. Det betyder at Venga Travel konfirmerer pris og indhold hos sine leverandører.
Sammen med tilbuddet modtager bestiller de gældende rejsebestemmelser som forventes gennemlæst. Rejsebestemmelserne accepteres automatisk ved bestilling af grupperejsen gennem skriftlig godkendelse af det fremsendte tilbud.
Venga Travel tilbyder studierejser i samlede pakker, som de fremgår af hjemmeside, brochuremateriale og tilbud. Programydelser kan udelukkende købes i sammenhæng med logi og/eller flyrejse. Enkeltaktiviteter tilbydes ikke og enkeltydelser udspecificeres ikke yderligere end de fremgår af tilbud eller faktura. Et fremsendt tilbud er gældende til kl. 17.00 på den på det fremsendte tilbud anførte dato.